Fredags burger

Så er det fredag og weekend. Vi har en rest kyllingebryst fra igår som skal bruges til burgere i aften. Jeg har valgt at bage burgerbollerne selv, dels for at få dem mere grove og dels for at vi ved hvad der er i. Hjemmebagte burgerboller smager også bedre end de traditionelle man kan købe alle steder, - det er min påstand.
Burgerne bliver fyldt med tomat, agurk, grønne asparges, peberfrugt, spinatblade, ruccola, lidt pærer, kyllingebryst og avokadodressing.



Til bollerne har jeg brugt:

25 g gær
6 dl vand
1 1/2 tsk salt
1/2 dl rapsolie
200 g groft durummel
100 g rugmel
Ca. 500 g hvedemel

Dejen røres med fordel på maskine og hæver til ca. dobbelt størrelse. Formes til ca. 10-12 boller med 2 skeer da dejen er fugtig. Burgerbollerne hæver i 1/2-1 time.
Bollerne trykkes let flade, pensles med vand og drysses med lidt mel. De bages ved 235 grader i ca. 10 min. 
Tips. Det er en fordel at have en bradepande nederst med lidt vand i, - bollerne har godt af dampen.

Avokadodressing laves af 2 stk. Avokado, 1/2 presset citron, 2-3 spsk. skyr, salt og peber.