Chokoladekage med chokolade og et drys kokos

Det er weekend, der loves godt vejr, den nederste etage er fyldt med unge mennesker, som holder LAN party. Morgenmaden er klar til dem og om lidt også en chokoladekage til kaffen. Hvornår de er klar til lidt mad vides ikke, de spillede vist nok til den lyse morgen og der er stille dernede lige nu.
Vi har andre planer idag,- sommerhuset kalder. Vi skal have alle de malede skyggelister, dørkarme og fodlister på plads. Idag er det soveværelset og stuen der skal ordnes. Jeg er utålmodigheden selv, jeg drømmer om at indrette med møbler, lamper, lette gardiner og nips. Det er snart og jeg glæder mig.

Tilbage til kagen


Æggene er købt af en kollega som har 25 høns som går frit i hønsegård og have. De lægger nogle fantastiske æg som jeg er så heldig at kunne købe nogle af.

Til kagen har jeg brugt: 
3 æg
175 g rørsukker
140 g mel
1 1/2 tsk. Bagepulver
lidt salt
2 1/2 spsk kakao
1 dl vand
100 hakket mørk chokolade
150 g smeltet smør
40 g kokosmel

Glasur:
50 g smeltet smør
100 g hakket mørk chokolade
1 spsk vand
50 g flormels 

Kagen bages i en kvadratisk form ca. 20X20 cm i 25 min. Ved 200 grader. 
Kagen køles lidt af før glasuren kommes på og drysses med kokosmel.