Hyben




I hegnet ved vores sommerhus er der masser af hybenroser. De er smukke, giver en skøn duft når de blomstrer og bedst af alt giver de mange lækre og vitaminfyldte hyben. Hyben har et højt indhold af bl.a. C vitaminer og antioxidanter. I år vil jeg lave forskellige lækre ting af sommerens nordfynske hyben. Jeg har indtil videre plukket 3 kg hyben og så må vi se hvor langt de rækker. Jeg har også nogle i fryseren fra sidste år som skal bruges. 
Som noget nyt har jeg  forsøgt at lave hybensaft i min trutti futti gryde, men synes at det blev noget tyndt. 
Jeg er ret vild med hybensuppe tilsat en klat cr. fraiche og et drys honningristede havregryn. Det skal jeg helt sikkert lave.
I år har jeg lavet sirup af æbler og ribs, det må også smage forrygende af hyben.
Idag har jeg lavet hybenmarmelade med æble, vanilje og mandler. Det samme lavede jeg sidste år og det var ret lækkert. 
Jeg brugte:

200 g rensede og groft hakkede hyben
150 g skrællede æbler i små tern
1 tsk Bourbon vaniljepulver
90 g rørsukker
Lidt citronsaft
90 g smuttede og hakkede mandler

Det hele koges ved svag varme i ca. 20 - 25 min. Hældes på skoldede atamonskyllede små glas. 

Tip: det er lettere at rense hyben som har været i fryseren. Vask og halver hyben før de fryses og herefter kan de renses mens de endnu er frosne.